Asfalt-arbejder på Tapetens p-plads

4. november 2016 20:10 , af Kurt Christiansen

Tapetens daglige leder Michael Hansen har fremsendt følgende information:

Kære alle.

Vi har i dag fået at vide, af asfaltfirmaet, at de starter på asfaltering af den lille p-plads ved Lille Sal/Hovedindgangen i uge 45, det vil sige fra mandag den 7.11

Arbejdsgangen er således, at den p-plads bliver lavet i år, og så vil det øvrige p-anlæg omkring Tapeten blive færdiggjort til næste år, når vejret tillader det.

Naturligvis vil det blive noget bøvlet når arbejderne står på, men til gengæld får vi et pænt anlæg når det er færdigt. Jeg kan også orientere om, at selve indgangen ved Magleparken bliver gjort bredere, så udsynet bliver langt større, det er jo rigtig godt. Samtidig bliver der plads til at udvide med 2 p-pladser, og ja - lidt har vel også ret  Under alle omstændigheder viser det da at Rie, vores ejendomskonduktør forsøger at forbedre vores forhold, når det kan lade sig gøre.

Fliserne langs med mødebygningen er nylagt, men desværre på en sådan måde, at det skal lægges om, der vil derfor på et tidspunkt blive lukket af i et par dage på det stykke sti. Cykelstativer ved hovedindgangen er bestilt og skulle komme i uge 45.

Vi har også bedt foreningen God Adgang, som arbejder med handicaptilgængelighed om at komme og gennemgå vores renoverede anlæg så vi kan få opdateret det der står om os på deres hjemmeside og så vi kan få en ny certificering vi kan hænge op i huset.

Endelig er der Rampen: Jeg har spurgt til om den ikke nok kan blive færdiggjort så snart som muligt. Mange af jer som bruger kælderen har, med god ret, beklaget dens nuværende tilstand, og derfor vil det være skønt at få den færdiggjort. Det bliver sandsynligvis et betonlag, som bliver lagt ud, da det vil sikre bedst skrid-sikkerhed. Rie har lovet at arbejde for sagen, så lad os krydse fingre.

Indendørs har vi søgt Ballerup Kommunes Energipulje om at få udskiftet alle lysstofrør i huset (vi har 908 af slagsen!!!) for at spare på el-udgifterne. Puljen ser ud til at være brugt for i år, men vi skulle have en chance for at komme på næste år, vi skal nok holde jer opdateret.

God weekend

Michael og Allan